11.09.2017

Journalist Lasse Soll Sunde fortalte alle 2.g'ere om det tyske valg

I den seneste tid har alle 2.g-elever på Holstebro Gymnasium og Hf arbejdet med det tyske valg; det største EU-lands valg, som finder sted den 24. september og fylder så meget for os alle. Der er blevet analyseret valgplakater, det tyske politiske landskab er blevet kortlagt, de to kanslerkandidaters profiler er ridset op, og elevernes egne politiske holdninger er blevet prøvet af gennem en tysk “Wahl-o-mat”. Mandag den 11. september besøgte journalist og ekspert i Tyskland Lasse Soll Sunde skolen for at fortælle om valgets forløb og dets konsekvenser for Tyskland, EU og Danmark. At Angela Merkel går sin fjerde valgperiode i møde, er næsten sikkert – nu er det spændende at se, hvilke koalitionsmuligheder der kommer på tale.