![]() |
|||
|
|
|||
|
|
Du er her > Om skolen > Værdigrundlag
Værdigrundlag og samværsnormer for Holstebro Gymnasium
og HF
Det forventes, at elever og personale
optræder som aktive og ansvarlige
medspillere i skolens daglige liv.
Det betyder, at samarbejdet på skolen er karakteriseret af
begreberne:
Forskellighed,
der betragtes som frugtbar og bidrager til en positiv udvikling
af det daglige arbejde.
Anstændighed,
der drejer sig om vilje til at behandle hinanden ordentligt og
vise tillid over for andre i forventningen om, at alle gør deres
bedste.
Åbenhed,
der forudsætter fordomsfri dialog, hvor enhver frit kan give
udtryk for sine holdninger og synspunkter.
Engagement,
hvor alle er forpligtet til at deltage i skolens arbejde med
såvel et personligt som fagligt engagement.
Den enkelte forventes at tage ansvar for det fælles
undervisningsmiljø gennem engagement, aktiv medvirken og faglig
fordybelse. Holdningen i timerne og på skolen i det hele taget
skal sikre de bedst mulige forhold for den fælles
undervisning. Skolen bidrager til elevernes personlige udvikling
ved at lade dem møde mange forskellige måder at tilegne sig
viden og færdigheder på, både i og uden for undervisningen.
Skolen præsenterer eleverne for mange forskellige måder at tænke
på og at udtrykke sig på, hvilket er med til at fremme elevernes
forståelse af ligheder og forskelle mellem deres egen
forestillingsverden og den verden, de møder i undervisningen.
Skolen bevidstgør eleverne om egne handlemuligheder i et moderne
samfund. Skolen er desuden med til at udvikle elevernes faglige,
almene, personlige og sociale kompetencer, hvilket bl.a.
indebærer, at elevernes ansvarlighed, selvstændighed,
kreativitet og samarbejdsevne fremmes, samtidig med at elevernes
beredskab til at håndtere forandringer styrkes.
Ved den demokratiske ånd forstås, at det er muligt for elever og
personale at have stor indflydelse på deres egen
arbejdssituation. Dette sker med tolerance, åbenhed,
hensynsfuldhed, tillid, opmærksomhed og gensidig respekt, samt
at man møder skolen og hinanden med en positiv indstilling og et
ønske om sammenhold.
Skolen søger at bidrage til elevernes personlige udvikling og
til at udvikle deres interesse for og evne til aktiv medvirken i
et demokratisk samfund.
Eleverne skal til enhver tid følge personalets henvisninger
overalt på skolen. Skolen betragtes i denne forbindelse som
almindelig daglig undervisning, andre aktiviteter på skolens
område samt ture uden for huset i skolens regi, for eksempel
studierejser og ekskursioner.
Som hovedregel er skolemiljøet røgfrit og alkoholfrit, men der
må i særlige tilfælde efter rektors tilladelse ryges og drikkes
alkohol efter nærmere bestemmelse dog således, at dette forløber
på en værdig og ansvarsbevidst måde med gensidigt hensyn og
respekt for hinanden.
Vi forventer selvsagt, at ingen foretager sig noget, der virker
generende på undervisningen eller egen og andres læring.
Gentagen eller grov overtrædelse af skolens værdigrundlag og
samværsnormer kan efter rektors skøn medføre bortvisning. Mindre
vidtgående foranstaltninger som advarsler og midlertidig
udelukkelse fra undervisningen skal forgæves have været forsøgt,
jf. gældende regler om studie- og ordensregler i de gymnasiale
uddannelser § 5-9.
Konsekvenserne ved overtrædelse af mødepligt og manglende aflevering af skriftlige arbejder følger gældende regler om studie- og ordensregler i de gymnasiale uddannelser § 5-9. Dette værdigrundlag og beskrivelsen af samværsnormerne udleveres på skrift til alle elever i forbindelse med optagelsen på skolen.
|
||
|
|
|||
|
|
|||