Skolens styrelse
Folketinget
Det er Folketinget, som giver de love, der danner rammen
om gymnasieskolernes undervisning og styrelse. Lovene
fastlægger de overordnede og grundlæggende principper
for gymnasieuddannelsen.
Undervisningsministeriet
Undervisningsministeriet fastlægger de nærmere
bestemmelser for gymnasieskolernes styrelse,
undervisning og eksamen. Med andre ord:
Undervisningsministeriet fører det pædagogiske tilsyn
med vort arbejde - og med arbejdet på de mange andre
gymnasier, der er statslige selvejende institutioner.
Inden for hvert fag er der udnævnt fagkonsulenter til at
føre tilsyn med undervisningen i det pågældende fag.
Bestyrelsen
Bestyrelsen for den statslige selvejende institution
Holstebro Gymnasium og HF er den øverste ledelse og
fastlægger inden for vedtægten de overordnede
målsætninger og strategier for skolens virke.
Bestyrelsen fastsætter skolens budget og godkender
regnskabet. Bestyrelsen er ansvarlig over for
undervisningsministeren for skolens drift og forvaltning
af de statslige tilskud.
Rektor
Rektor er undervisningsministeriets repræsentant på
skolen og skolens pædagogiske og administrative leder.
Han er ansvarlig for skolens virksomhed overfor
bestyrelsen.
Den daglige ledelse
Rektor har uddelegeret en række ledelsesmæssige og
administrative opgaver til følgende: Vicerektor Gordon
Albøge, der leder sekretariatet med økonomi-, personale-
og regnskabsfunktioner. Studieleder i
gymnasiet, Anette Pedersen. Studieleder
i HF, Ann
Ravnsbæk. Studieleder
i gymnasiet, Mads Fjendsbo
Pædagogisk råd
Rådet består af rektor og alle skolens lærere. Rådet er
rådgivende for rektor, f.eks. om skolens fagudbud,
holdoprettelse, time- og fagfordeling, principper for
ekskursioner, forsøg og temadage. Det vil være et
naturligt forum for drøftelse af pædagogiske emner samt
af skolens udvikling og kvalitet. Elevrådet kan sende
observatører til rådets møder.
Lærerforsamlingen
Lærerforsamlingen består af en klasse/et holds lærere
under studielederens ledelse. Lærerforsamlingens opgave
er at behandle elevernes standpunkt og rådgive eleverne
og deres forældre om oprykning til næste klasse.
Koordineringen af undervisningen og af elevernes
arbejdsbyrde finder også sted her.
MED-udvalget
MED-udvalget er valgt af gymnasiets
personaleorganisationer og er en del af det fagretslige
system.
MED-udvalgets opgave er at modtage information og drøfte
alle forhold af betydning for institutionens arbejds- og
personaleforhold, herunder økonomi, samt at være
medbestemmende ved fastlæggelse af retningslinier for
institutionens arbejds- og personaleforhold.
Elevråd
Elevrådet vælges af og blandt alle skolens elever.
Elevrådet afgiver udtalelse til rektor om alle emner,
som er af interesse for skolen. Elevrådet vælger
medlemmer til fællesudvalget og til skolens bestyrelse.
Fællesudvalget
Fællesudvalget består af to elever, to lærer og to
ledelsesrepræsentanter. Det er et kontaktorgan mellem
elever, lærere og personale. Fællesudvalget er et forum
for udveksling af information og løsning af småproblemer
i dagligdagen. |